Resume: Overraskende mange statslige websteder overholder ikke webtilgængelighedsloven. Deres tilgængelighedserklæring er udløbet og er ikke længere gyldig. Det viser en gennemgang af tal fra slutningen af 2025.
Næsten hver andet statslige websted overholder ikke webtilgængelighedsloven. Ifølge tal fra Digitaliseringsstyrelsen, så var tæt på hver anden statslige myndighed ikke i overensstemmelse med webtilgængelighedsloven i oktober 2025.
Reglerne siger, at webtilgængelighedserklæringen skal besøges og opdateres, mindst en gang om året. Men et udtræk af 8.425 websteders tilgængelighedserklæringer viser, at 3.052 eller 36 procent af erklæringerne var udløbet og 360 var på vej til at udløbe indenfor 30 dage.
1.682 af webstederne var registreret som statslige. Og af dem havde 800 ikke en gyldig webtilgængelighedserklæring. Den ældste webtilgængelighedserklæring var sidst opdateret i juni 2020.
Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, hvorfor 47 procent af statens webansvarlige tilsyneladende ikke har styr på reglerne? Jeg kender desværre ikke svaret, men i min optik er det overraskende mange.
Offentligretlige websteder klarer sig endnu dårligere
I tallene kan vi desuden se, at offentligretlige websteder faktisk er endnu dårligere stillet: 415 af 771 websteder har ikke en gyldig webtilgængelighedserklæring, og 56 erklæringer er højst 30 dage fra at overskride skæringsdatoen.
Så hvorfor fremhæver jeg dem ikke på samme måde, som statens websteder?
En offentligretlig organisation er ikke en offentlig myndighed som sådan, men en organisation med en samfundsmæssig betydning i andet omfang. Det kan være alt fra vandværker til boligselskaber, døgntilbud og kirker. Du kan læse om offentligretlige organer i udbudsloven § 24 nr. 27
Min erfaring er, at i modsætning til staten har mange offentligretlige organisationer ofte ikke de store ressourcer, når det kommer til web. Web prioriteres ikke på samme måde, og kompetencerne i for eksempel webtilgængelighed er ikke til stede i samme omfang. Mange offentligretlige websteder drives faktisk af frivillige, som en interesse.
Bedst er regionerne
Regionerne var bedst af alle. 96 af 415 websteder var uden gyldig webtilgængelighedserklæring. Det svarer til 23 procent.
Derefter følger de kommunale websteder med 1.741 ugyldige erklæringer ud af 5.557 websteder, eller 31 procent.
/lmss
Artiklen er en let redigeret version af et opslag på Linkedin. Følg mig for flere analyser og kommentarer
