Definition: En skærmlæser er en teknologi, der lægger sig som et lag mellem en bruger og en digital grænseflade. Ved hjælp af syntetisk tale kan skærmlæseren kompensere for brugerens manglende eller nedsatte syn og dermed gøre det muligt for dem at anvende digitalt indhold på lige fod med seende.
Vil du hurtigt i gang med at bruge en skærmlæser?
Webindhold er designet til at blive set
Selv om skærmlæsere er meget effektive værktøjer, så er de afhængige af kvaliteten af det indhold de skal forholde sig til.
En almindelig webbrowser er designet til at præsentere websider efter en nærmere bestemt, visuel logik, især bestemt af reglerne i webstedets CSS-ark.
En seende bruger kan ved hjælp af synssansen få en mængde informationer, alene ud fra sidens visuelle hierarki, altså den måde, indholdet præsenteres på med farve, form, størrelse og placering på siden.
Du kan for eksempel nemt se, at definitionen på en skærmlæser står øverst på siden og er markeret med fed. Du kan nemt genkende det næste element som en mellemrubrik, fordi du kan se, at teksten er lidt mindre, end overskriften, men noget større end brødteksten. Det kan en blind ikke.
Skærmlæserbrugere har dog et par esser i ærmet: Med et enkelt tastetryk kan man for eksempel navigere fra en overskrift til den næste. Leder man efter et link, kan man kalde en liste over alle links på siden frem, og hurtigt navigere ned til det rigtige element.
Skærmlæsere er afhængige af indholdets opmærkning
Skærmlæsere kan ikke formidle, hvad der er op og ned, højre og venstre. Skærmlæsere tolker HTML-kodens struktur, elementer og tekst for brugeren.
Et eksempel: Når en tekst er markeret op som en overskrift, fortæller skærmlæseren hvad det er for et element, den har fat i. I den artikel, du læser lige nu vil skærmlæseren sige: “Hvad er en skærmlæser spørgsmålstegn. Overskrift niveau 1”.
Skærmlæseren forstår indholdet, fordi overskriften er sat med en HTML-koden H1, som både gør den stor og tydelig på siden, og let genkendelig for skærmlæsere. Man kan sagtens designe en tekst uden Heading-koder, og få den til at ligne en overskrift, men skærmlæsere vil ikke kunne idenfiticere den som det, den er ment som. Derfor bruger vi altid de rigtige koder til de rigtige elementer. Det kaldes semantisk kodning.
Små fejl kan have store konsekvenser
Webindhold som er kodet korrekt op med en tydelig og logisk rækkefølge, fungerer godt i skærmlæsere. En rutineret skærmlæserbruger kan udmærket finde informationer lige så hurtigt og effektivt, som en seende.
Men overholder siden ikke grundreglerne kan selv det bedste indhold blive umuligt at anvende. Nogle gange, skal der ikke ret meget til.
Da Sundhedsstyrelsen for eksempel glemte at angive sproget korrekt på sine sider om Coronavirus, gik det helt galt. Sproget på siden var sat til engelsk og det betød, at danske skærmlæsere tolkede det som om, de skulle læse siden op med engelsk talesyntese. Men teksten var skrevet på dansk og dermed blev indholdet komplet uforståeligt for landets cirka 50.000 blinde, svagsynede og andre, som benytter skærmlæsere til at holde sig orienterede.