Den europæiske lov om tilgængelighed: Værd at vide om EAA

Resume: Hvis ikke I er klar til de skærpede tilgængelighedskrav for produkter og tjenester, så er det på tide at blive det. Læs om EAA og Tilgængelighedsloven for virksomheder. [Artiklen er opdateret den 18. august, 2025]

Det europæiske flag er blåt og har 12 stjerner i en cirkel

Den 28. juni 2025 trådte nye tilgængelighedskrav for produkter og tjenester i kraft. Den nye lov stiller krav til en række helt eller delvist digitale, brugerrettede tjenester, for eksempel:

  • webshops,
  • billetsystemer og transporttjenester,
  • informationsskærme og selvbetjeningsterminaler,
  • banktjenester som er forbrugerrettede,
  • e-bøger og smartphones
  • Styresystemer

Loven omfatter også visse fysiske produkter med en digital grænseflade: For eksempel som e-bogslæsere, mobiltelefoner og lignende systemer.

Det er det europæiske tilgængelighedsdirektiv, der i daglig tale kendes som Den europæiske lov om tilgængelighed (European Accessibility Act), eller EAA, der udstikker rammerne for, hvordan leverandører og virksomheder skal gøre deres tjenester og produkter anvendelige for alle.

Dermed, er der en chance for, at vi endelig kan inkludere de cirka 20 procent af befolkningen, der har et fysisk, psykisk, motorisk eller sensorisk handicap. Personer med købekraft og lyst til at deltage i samfundslivet, men som udelukkes fordi, de ikke kan anvende en hel del kommercielle tjenester på nettet.

I Danmark er direktivet blevet omsat til Lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester, og den kan godt være en mundfuld at læse, så nu er du advaret.

Langt fra alle ved, der er en lov

Den 28. juni 2025 skulle alle produkter og tjenester, som er omfattet af loven, overholde kravene. Desværre har det vist sig, at det langt fra er alle der overhovedet er klar over, der er nye regler og krav, som skal overholdes.

Uformelle tal peger på, at det kun er cirka hver 10. virksomhed i Danmark, der er klar over, at de kan være omfattet af tilgængelighedskrav. På EU-plan er det helt nede på 4-5 procent. Og det er et stort problem.

Webtilgængelighed kan tage meget lang tid at implementere. Der vil være mange små ændringer. Og der vil være enkelte store, som kan kræve opgradering af styresystemer eller frameworks og måneders arbejde.

Ikke alt og ikke alle er omfattet af EAA

Tilgængelighedsloven omfatter de fleste digitale og elektroniske tjenester, men direktivet er ikke uden undtagelser:

  • Forudindspillede medier som video, animationer og lydproduktioner er undtaget, hvis de er produceret før skæringsdatoen 28. juni 2025,
  • Dokumenter (PDF og lignende), som er offentliggjort før 28. juni 2025,
  • Onlinekort og korttjenester, med mindre de bruges til navigation
  • Tredjepartsindhold, som for eksempel medieafspillere på sociale medier (YouTube og andre), som virksomheden ikke har betalt for eller udviklet på,
  • Arkiveret indhold, der ikke er opdateret eller redigeret efter 28. juni 2025.

Mikrovirksomheder er også undtaget: Har man mindre end 10 ansatte og omsætter man for mindre end 2 millioner Euro om året, er man ikke omfattet (§12, stk 2).

En uforholdsmæssig stor byrde

Tilgængelighedsloven har også kattelemmen om “uforholdsmæssig stor byrde”, som vi også kender fra webtilgængelighedsloven, men i en noget strammere udgave:

Specifikke tilgængelighedskrav finder anvendelse på alle produkter og tjenester, der er omfattet af lovgivningen, i det omfang at overholdelse ikke medfører en grundlæggende ændring af produktets eller tjenestens grundegenskab eller en uforholdsmæssig stor byrde for de pågældende erhvervsdrivende. 

I Tilgængelighedsloven er Bilag 5 dedikeret til “Kriterier for vurdering af uforholdsmæssig stor byrde”. Her kan man systematisk gennemgå kravene og undersøge om et produkt eller en ydelse falder ind under kravet.

Konsekvensen af ikke at være klar

I modsætning til webtilgængelighedsloven for offentlige websteder, så er der alvorlige konsekvenser, hvis man ikke overholder tilgængelighedskravene:

  1. Produktet eller tjenesten fjernes fra markedet og må ikke sælges eller markedsføres
  2. Man får en bøde.

1: Produktet må ikke sælges eller markedsføres

Virksomheder, der ikke har gjort deres arbejde færdigt inden loven træder i kraft kan få et problem. Loven er nemlig meget klar i mælet:

Produkter og tjenester må kun bringes i omsætning eller leveres, hvis de opfylder de relevante tilgængelighedskrav i bilag 1, jf. §§ 5 og 6.

2: Man får en bøde

Ligesom med webtilgængelighed i det offentlige, vil der være kontrol af tjenesterne. Og overholder man ikke kravene kan der falde bøder (Kapitel 11, § 57).

Den præcise bødestørrelse i Danmark er ikke meldt officielt ud, men i oktober 2024 er svaret, at de forventes at ligge i størrelsesordenen kr. 50.000,- pr. overtrædelse

Tyskland og Irland har begge ikke-ubetydelige bøder i størrelsesordenen € 100.000. Irland har desuden fængselsstraf på programmet. Ja. Fængselsstraf!

Sådan kommer I i gang

Det er her, den dårlige nyhed kommer: De standarder og vejledninger, der skal hjælpe virksomhederne med at overholde loven, er i august 2025 langt fra på plads endnu. Og de kommer det heller ikke foreløbig.

Heldigvis ved vi allerede en del om, hvad der skal stå i dem. Min forventning er, at standarderne ikke kommer til at ændre sig væsentligt fra det, vi allerede arbejder med, når offentlige websteder skal gøres tilgængelige.

Sikkerhedsstyrelsen, der har hovedansvaret for implementering af loven, har skrevet en kort vejledning om EAA. Den er ikke omfattende, I kan ikke bruge den til ret meget, men det er bedre end ingenting.

I praksis skal I kende følgende standarder:

  • WCAG 2.1, helst WCAG 2.2
  • EN 301 549 (som tidligst er færdigrevideret i december 2025)
  • EN 17161, Design for Alle (Universelt Design)

Slå til nu, hvis I vil have en konkurrencefordel og en bid af kagen, når hver 6. dansker pludselig får nemmere adgang til at købe og anvende jeres produkter og tjenester.

Skaf jer den nødvendige viden om webtilgængelighed og få lavet en tilgængelighedsevaluering, der giver jer det nødvendige overblik til at få rettet fejl og mangler og gør det muligt for jer at få 5 års forspring fra konkurrenterne!

Jeg kender standarderne, så I ikke behøver det
Skriv til Netvenlig: lmsoren@netvenlig.dk